Det sidste år har virkeligt været hårdt. Elias har været ramt af både kløe og eksem hele sidste sommer, vinter og igen denne her sommer. Eksemen er langt fra væk, men vi har dog lært nogle ting, der har gjort livet lidt lettere. Jeg samler lidt op løbende på ting vi har lært. Kom endelig med kommentarer, hvis du også har nogle gode råd. De bedste råd har vi fået er fra andre forældre og ikke læger og hudlæger..
#1 Vores praktiserende læge sagde til os “så få bade som overhovedet muligt – det udtørrer” – det passer ikke!
Det troede vi selvfølgelig var rigtigt og desværre i alt for lang tid. Har jeg lært noget vigtigt det sidste år, er det at bade er godt. Det vasker huden ren og mindsker risikoen for infektioner. Det vasker sved af, der kan irritere og trigge et udbrud. Det vasker gamle lag af cremer af og gør at cremerne man efterfølgende bruger har en bedre virkning. Nu bruger vi bade som behandling af eksem og det forkorter længden af udbrudene meget.
Der er dog nogle vigtige ting man skal huske:
- Vandet må ikke være for varmt – lunkent vand er bedst.
- Brug en egnet sæbe (La Roché-Posey, Avéne og Aderma har nogle gode – spørg på Apoteket). Almindelig sæbe er udtørrende og no go.
- Hvis huden er meget tør, kan man bruge Olivias tryllesalve eller lignende fed creme mens de er i badet (efter vask).
- Efter badet skal de ikke tørres helt, de må gerne være lidt fugtige og så skal der fed creme på igen. Vi bruger Helo cremen.
- Hvis det er aftenbadet, så prøv at gøre det tidligt, så cremen kan trænge godt ind. Hvis de har creme på under en varm dyne, kan det godt klø og irritere lidt.
2 kommentarer til “Ting jeg gerne ville have vidst for et år siden.. #1”