Eksemdage

Vi har indført “eksemdage” herhjemme. Det er dage hvor eksemen får fuld fokus og et voldsomt udbrud kan nogle gange undgås. Det kræver ikke så meget andet end tid, ro og cremer. Og gerne en masse af alle tre ting. Vi prøver at tage en eksemdag når eksemen viser sig som små røde plamager – altså starten på et udbrud. Det kan være forskelligt fra person til person, men hos Elias ser det ud som billedet her.

Startende eksem
Startende eksem

Eller når det er værre som her i nakken

Eksem i nakken
Eksem i nakken

For Elias har vi erfaret at det ikke er nok med den daglige behandling for at undgå et udbrud, derfor “eksemdage”.

Har vi muligheden, får Elias en hjemmedag fra institutionen. Jeg kalder det en forebyggende sygedag. Har man ikke muligheden er en dag i weekenden eller ferien også fint, men der kan det være lidt sværere at få helt den samme tid – især hvis der er søskende.

For os ser en eksemdag sådan her ud:

  • Sove længe
    • Morgenen starter roligt og Elias får lov til at sove længe (hvis han altså vil det..) og derefter morgenmad.
  • Bad
    • Efter morgenmaden er det tid til et bad. Brug ikke rigtig sæbe der udtørrer huden, men køb én der egnet til eksemhud. Vi bruger denne her. Vandet må kun være lunkent og det gør ikke noget at de er i badet i op til 15 min.
  • Bad med svamp og La Roché "sæbe"
    Bad med svamp og La Roché “sæbe”
  • Cremer
    • Efter badet skal det gå lidt stærkt, så hav håndklæde og creme klar. Det er nemlig vigtigt at der ikke går for lang tid inden cremen kommer på. Max 3 min og huden skal ikke at være helt tør inden cremen kommer på. Smør behandlingscreme (for tiden bruger vi Protopic) på eksemen og en fed creme (vi bruger Helo cremen og er det meget tør hud Ceridal) på resten af kroppen. Giv derefter en morgenkåbe eller lignende på – det er ikke rart eller nemt at få tøj på med fedtet hud.
  • Så står den på ro, hygge og leg mens cremerne virker.
  • eksemdag
    Pizza i sengen med bøger

    Leg i morgenkåbe

    Efter en halv times tid smører jeg fugtighedscreme på eksemen og hvis huden på resten af kroppen er tør, får den en omgang mere. Her bruger jeg også Helo cremen eller Ceridal.

  • Efterfølgende trænger vi som regel til at blive luftet lidt og Elias får tøj på. Her er det vigtigt at tøjet er komfortabelt og bomuld er bedst. Tøj der irriterer kan faktisk trigge eksemen.
  • Efter en tur på legeplads eller lignende (ikke sandkasse – det kan også irritere eksemen) er det tid til en middagslur (hvis de ikke sover mere, kan man lave noget andet roligt). Jeg plejer at smøre et godt lag creme på de værste steder som hænder og fødder mens han sover – her bruger jeg som regel Locobase repair.
  • Eftermiddagen er ikke så meget anderledes end den plejer – dog spiser vi tidligt, så der er god tid til cremer og muligvis endnu et bad. Ja, jeg ved godt at det lyder helt vildt – vi fik endda frarådet for meget bad af lægen – men det virker altså, hvis man overholder samme regler som tidligere. Kun lunkent vand, max 15 min, ingen sæbe og fugtig hud smøres ind i fed creme hurtigt (!) efter badet. Hvis tiden tillader det, kan man smøre igen efter en halv times tid. Her er det bare vigtigt, at der går minimum en time mellem creme og seng. Hvis de kommer i seng lige efter at de er blevet smurt ind, kan cremen godt irritere lidt under en varm dyne.
  • Nattøjet består her af dermasilk og det er vi rigtig glade for.
  • Og ellers er det bare at krydse fingre for at anstrengelserne har været det hele værd – det plejer som regel at kunne mærkes på nattesøvnen..

Det her er en metode, vi er kommet frem til virker for os efter at have prøvet os frem det sidste års tid. Det er jo ikke sikkert at det lige hjælper på jeres børn, men måske man kan prøve det i små bidder. Det var fra starten tydeligt at afstresning og institutionsfri hjalp meget for os og derfor prøver vi så vidt muligt at give ham fridage, så eksemen ikke blusser for voldsomt op og dermed kan medføre endnu flere sygedage.

Har I lignende dage eller metoder, der hjælper på jeres børn?

2 kommentarer til “Eksemdage”

  1. Pingback: Hjemmedag igen.. -

Skriv en kommentar