Vi har nu i et par måneder testet et sæt tøj i Dermasilk fra JepsenHealthcare – det virker!

Det lindrer altså kløen lidt (det fjerner den ikke, men er der noget der gør det..?) og forhindrer også at der bliver kløet hul på huden. Der er nogle ærmer man kan folde ned over hænderne, men det vil Elias desværre ikke finde sig i. I stedet for bruger vi nogle gange strømperne på hænderne, hvor der er klippet hul til fingrene.

Men hvad er Dermasilk og kan man ikke bare bruge almindelig silke?

Dermasilk er et specialfremstillet vævet silke, der bevarer en stabil fugtig balance på huden ligegyldigt om det er en varm eller kold dag. Tøjet kan optage fugt fra huden uden at irritere og pga af måden stoffet er vævet på, kan huden ånde og derved fremme heling. Silke består fra naturens side (lavet af en silkeorm) hovedsagelig af to proteiner; sericin og fibroin. Fibroin er selve kernen af silken og sericin et et lag lim udenpå tråden, der gør at trådene kan hænge sammen. Dette lag af sericin er fjernet på dermasilk og trådene er i stedet for dækket med et antimikrobielt stof AEGIS, der gør at bakterier og svampe ikke så let kan inficere huden. Hvis man vil læse mere om det antibakterielle stof er der en god forklaring her og her (begge på engelsk). Dermasilk bruges som supplement til diverse fedtcremer, fugtighedscremer og hormon/steroidsalver. Jo mere man bruger tøjet, jo mere hjælper det.

Desværre kan man ikke bruge andre typer silke som f.eks. den almindelige skinnede type man kender fra nattøj eller sendetøj – de kan reducere transporten af fugten fra kroppen og derved gøre irritation og kløe værre.

Man kan læse mere om produktet på den danske hjemmeside (hvor vi har købt det) og på den engelske hjemmeside (her står det lidt mere detaljeret).

Et minus..

..ved tøjet er at det er sart – man får let rykket i trådene og nu bare efter små 2 måneder ser sættet meget brugt og nusset ud. Det virker stadig fint og det er måske også mest fordi tøjet er så dyrt at man ærgrer sig lidt over det. Pasformen et også lidt løs i det og – igen prisen – gør måske at man vælger tøjet til den store side. Elias ligger nu mellem 86 og 92 – mest 86. Og jeg valgte str 92 og det havde klart været bedre med en str 86.

Håber at du kunne bruge indlæget til noget og kan hjælpe jer til at vælge det rigtige.

Dette indlæg ikke sponsoret eller lignende. Det er helt af egen lomme og interesse at vi har købt og prøvet tøjet 🙂