“Har han børneeksem..?” spurgte én mig i dag på legepladsen. Hun kunne se det på hans hænder og kommenterede det mest for at få en snak i gang om sin egen datter, der lige havde fået konstateret børneeksem i mild grad. Vi fik talt en del om hvor frustrerende en sygdom det er og hvad vi hver især gjorde for at minimere det. Hun ville søge den mere alternative vej og det var også spændende at høre om.Et hyggeligt møde med en mor som tumler med de samme ting og tanker som mig selv.
Dog satte mødet med hende sig også på en anden måde efterfølgende, som jeg ikke før har tænkt over. Elias eksem er åbenbart åbenlys og andre lægger mærke til det. Ikke at jeg ikke ved det i forvejen, men det har jo ingen betydning nu. Men om få år bliver det måske noget han skal forholde sig til. Forklare hvorfor hans hænder ser anderledes ud, er hårde og fulde af sår. Forklare at det ikke smitter og måske blive udsat for at andre børn ikke vil holde ham i hånden. Og senere endnu, hvis han ikke vokser fra det, skal der ikke meget fantasi til at forstille sig at overgangsstemme og eksemkinder heller ikke er den fedeste kombination.
Man skal selvfølgelig ikke tage den slags bekymringer på forskud, men man skal bestemt heller ikke undervurdere de psykiske konsekvenser børneeksem fører med sig.