Det er vinter..
Nu går vi heldigvis en lysere og varmere tid i møde for kulde og eksem går ikke så godt sammen, som I sikkert også har oplevet. men lige for at holde den sidste kolde tid ud, kommer her et par tips.. Det bedste og mest oplagte råd (og ofte det man får hos lægen..) er at bruge en fed creme. Men mange af os forældre til børn med moderat eller svær eksem, oplever dog ofte at en fed creme ikke altid er nok..
Hos os har vi efterhånden lært at komme igennem vinteren uden så store problemer som tidligere. Men jeg ville have ønsket, at jeg havde været klogere på tør hud og eksem tidligere, så Elias var kommet igennem sine første vintre uden så store problemer som han havde. Derfor får I mine bedste råd her, og så må I endelig dele jeres, så vi alle kan blive lidt klogere og vores børn kan nyde vinteren uden at gå fedtede og glinsende rundt dækket ind i Ceridal.
Tør luft
Huden bliver lettere tør om vinteren. Det skyldes at huden afgiver mere af fugten til den tørre vinterluft og specielt en opvarmet tør vinterluft gør fordampningen endnu større. Så hvis man vil forebygge noget af den tørre hud her om vinteren, kan man prøve at skrue lidt ned for varmen indenfor samt have lange ærmer og bukser på (gerne i tæt materiale), der holder på fugten i huden i stedet for at afgive det til omgivelserne.
Rådet blev givet af en hudlæge til et oplæg hos Atopisk Eksem Forening.
Uld og tøj
Der gik desværre lidt tid, før jeg fandt ud af at Elias eksem på hagen og halsen skyldtes alt det fine uldtøj, jeg havde købt til vinteren, så han ikke gik og havde det koldt i vuggestuen. Han frøs helt sikkert ikke, men han havde til gengæld unødvendig meget eksem… Uld kan både være for varmt, men den uld som vi kender fra meget “bedstemorstrik”, har også nogle grove fibre der irriterer huden og begge dele kan få eksemen til at blusse op.
Men hvad kan man så bruge i stedet for??
Vi opdagede heldigvis bambus og det er et virkelig godt alternativ til uld – specielt indenunder tøjet nu hvor det er koldt (i stedet for det lange uldundertøj).
Jeg har købt en del af Elias bambustøj i Norge (der er gode grunde har et større marked for varme alternativer til uld), men det er lidt besværligt og kan blive en dyr omgang i told, hvis man ikke lige kender nogen som man kan sende til i Norge. Men jeg har fundet lidt danske sider, der sælger bambus også:
Det er heller ikke alle typer uld, der irriterer huden og frarådes til eksemhud. Finere uld som merinould skulle være godt at bruge og et par videnskabelige studier viser endda at brugen af merinould, kan have en direkte gavnlig effekt på atopisk hud.
Uldtoej.dk er en lækker shop, med blandt andet mærket Alerin med tøj i økologisk merinould.
Godt med creme
Brug godt med fed creme og gerne flere gange dagligt. Det er ikke til at sige præcis hvilken creme, der virker for jer, for den skal føles rigtig for jeres børn. Ellers gider de slet ikke at have det på. For os er Avenes XeraCalm Balm den bedste året rundt MEN vi oplever at den ikke giver helt nok fugt om vinteren. Derfor supplerer vi med Helo creme eller Locobase Repair (den sidste primært på knæ, føder og hænder, der oftest er tørrest). Vi fik engang et råd om at bruge Ceridal fedtcreme og jeg kan se at mange også anbefaler den. Det gør jeg ikke – den virkede simpelthen ikke for os. Huden blev glinsende og klistret, men huden blev ikke rigtig fugtet af den. Den virkede også til at øge Elias hudinfektioner som han led af i en periode – det var lidt som om at huden ikke blev ordentlig ren, hvilket vel også giver mening, hvis den konstant er pakket ind i fedt. Læs mere om fugtighedscremer her.
Lidt links hvor jeg har infoen fra
Videnskabelig artikel der viser at super fint merino uld kan være gavnlig for eksem
Vi er meget glade for denne øjencreme: https://www.webapoteket.dk/helbred/oejne-oerer-naese/oejensalve-neutral-ophtha-p-539668 som vi for på recept til det halve, og så har jeg opdaget denne side: http://www.apo-rot.dk hvor der er penge at spare, fx på Avene 🙂
Mange tak for de gode råd!! og Øjencremen kendte jeg ikke, men vil helt sikkert prøve den næste gang (vi bruger pt Avenes, men den giver mest bare lidt fugt..)
Meget interessant med merinould! Mon det gælder alle eksembørn ? Jeg har været så træt af ikke at kunne købe uld til Signe, men tør ikke selvom det er blødt
Ja altså jeg må også indrømme, at jeg heller ikke har turdet prøve, men Elias hud er heldigvis efterhånden så meget i ro at jeg godt snart tør udfordre den lidt.. 🙂
Så skal jeg nok melde tilbage på den! 🙂
Har du erfaringer med silke/uld blandinger som fx Cosilana producerer? Eller med uldtøj med bomuld indeni? Jeg synes ikke, at min søns hud har reageret på det, når han havde nogle af disse materialer på, men kan jo godt komme lidt i tvivl, når jeg læser din tekst…
Jeg har ikke prøvet kombinationen af silke/uld, men det ser lækkert ud! 🙂 Jeg hører om flere, der har gode erfaringer med uldtøj med bomuld indeni, men det var ikke den store succes hos os – specielt trøjerne gav Elias eksem ved halsen og under hagen. vi gik over til at bruge ren bambus i stedet for og gør det stadig. Man må desværre prøve sig lidt frem i den her onde eksemverden, da børnene kan reagere meget forskelligt.
Håber at det hjalp lidt.
Kh Lene
Hej
Jeg har læst et sted, at man også har fundet ud af, at det også er lanolinen (fedtet der er i uld), der har en kedelig effekt på atopisk hud. Derfor har jeg ikke brugt NOGEN former for uld til min Anton… Dog skulle alpaca uld vist være okay, da der ikke er lanolin i.
Endvidere smører jeg med Adermas Balm – den er virkelig effektiv ift. at forebygge Antons eksem.🙂
Mvh. Stine