Jeg er blevet lidt klogere på Protopic og Elidel

Det har været på min ønskeliste længe, at finde ud af hvad det er, jeg smører på min søns hud to gange om dagen. Hvad der fik apotekeren til at sige ”hold da op..” og hvad der gjorde at lægen på Herlev udskrev Locoid i stedet for Protopic til behandlingen af Elias eksem. De sidste to har jeg ikke helt fået klarlagt, men jeg blev en del klogere da jeg læste denne her moppedreng af et sammendrag af videnskabelige undersøgelser af hormoncremer samt de nyere Protopic og Elidel, der er kommet til i de seneste 10 år. 

IMG_9710

 

Først lidt om hormoncremerne (f.eks. Mildison, Locoid og Elocon som de fleste af os måske kender)

De kaldes også (på fint) glucokortokoider eller kortikosteroider og er den vigtigste og mest brugte gruppe af antiinflammatoriske stoffer til behandling af eksem. I daglig tale kaldes de ofte for hormoncremer eller steroidcremer og reducerer inflammation gennem en række forskellige reaktionsveje.

Der er beskrevet flere bivirkninger ved brugen af hormoncremer, herunder bl.a. tyndere hud (ikke sådan at den kan gå i stykker, men mere at den kan se ud som hos ældre mennesker), strækmærker, øget synlighed af blodårer på huden, akne og rosacea (kronisk inflammation af huden i ansigtet) samt øget lokal hårvækst.

Hormoncremerne virker generelt lokalt på huden og transporteres ikke rundt i systemet (blodet) i høje koncentrationer. Dog er  optagelse i systemet beskrevet i enkelte studier samt som en bivirkning ved brug af over 50 mg om ugen. Optages det i kroppen kan det medføre hormonelle påvirkninger og medføre højere niveau af glukose i blodet, ændret blodtryk og ændring i knogledensitet.

Forældre til børn med eksem er ofte nervøse for at bruge hormoncremerne pga. bivirkningerne og ”kortikosteroid-fobi” er et begreb, der bruges i lægeverdenen. Det betyder at forældre er nervøse for at bruge for meget af cremerne og får ikke behandlet eksemen ordentlig i bund, med det resultat at eksemen hurtigt blusser op og man igen skal bruge cremerne.

Da bivirkningerne ofte ses ved længerevarende brug af cremerne, er der blevet udviklet flere andre typer til behandling af specielt moderat til svær eksem. Og det er her calcineurin inhibitorer som Protopic og Elidel kommer ind i billedet.

Protopic består af tacrolimus og Elidel af pimecrolimus og begge er såkaldte immunmodulatorer (noget der ændrer immunsystemet). En del patienter oplever i starten en brændende fornemmelse lige efter påsmøringen (i ca 30 min, men nogle oplever det i op til 12 timer). Den fortager sig ofte, hvis man fortsætter brugen i en uges tid.

Både Protopic og Elidel virker ved at stoppe hvide blodceller (T-celler) i huden fra at producere inflammatoriske stoffer kaldet cytokiner. De virker meget mere specifikt end hormoncremerne og derfor er bivirkningerne heller ikke så sandsynlige. Man ser ikke at huden bliver tyndere og derfor er de også mere nyttige på sart hud, som f.eks. i ansigtet og ved øjnene.

Elidel er den mildeste af de to typer og svarer ca. til en gruppe 1 hormoncreme som Mildison. Protopic svarer ca. til en gruppe 2 hormoncreme som Locoid. Normalt er Elidel og Protopic andet valg efter hormoncremerne, hvis de ikke har virket optimalt. Hvorfor ved jeg ikke, det siger litteraturen ikke noget om, men det handler måske mest om at hormoncremerne har været brugt i længere tid og Elidel og Protopic er nyere på markedet. Elias hudlæge har derimod Protopic og Elidel  som første valg til behandling af børn, trods officielle anbefalinger siger noget andet. Hudlægen ville helst undgå hormoncremer til så små børn, men den nøjagtige baggrund kender jeg ikke.

download (2)

Var der nogen der sagde kræft..?

I 2006 var USA’s Health and Human Service (vel noget der svarer til Miljøstyrelsen) ude med en bekymring omkring brugen af Elidel og Protopic i forbindelse med udvikling af kræft. Baggrunden var dyrestudier, der indikerede en sammenhæng samt enkelte tilfælde hos mennesker. Altså ingen beviser, men en bekymring, der gør, at ind til andet er bevist (og det kan man først når cremerne har været brugt i en længere periode) skal det stå på indlægssedlen.

På indlægssedlen står der: ”I meget sjældne tilfælde er set hudkræft hos patienter, der er eller har været i behandling med Protopic®”.

Den sidste del har jeg været lidt bekymret for, men her egentlig forholdt mig ret ukritisk til det. Indtil nu selvfølgelig 🙂 Så tilbage til moppedrengen og hovedpunkterne de fandt ved at sammenholde resultater fra 20 studier, der inkluderede 5885 deltagere:

I sammenfatningen sammenlignes virkningen af Protopic 0.1% og 0.03%, Elidel 1% samt lav- og middelpotente hormoncremer.

  • Protopic 0.1% virkede bedre end lavpotente hormoncremer samt Elidel
  • Protopic 0.03% virkede en lille smule bedre end Elidel
  • Livskvaliteten var højere i en gruppe der brugte Protopic 0.1% i forhold til 0.03% samt hormoncremer

Bivirkninger evalueres:

  • Brændende fornemmelse ses oftest ved brugen af Protopic 0.1%
  • Kløe og hudinfektioner ses både ved brug af Protopic, Elidel samt hormoncremer
  • Og så den vigtige konklusion: Udviklingen af kræft pga. brugen af Protopic og Elidel findes der ingen beviser for. De få tilfælde, der er rapporteret, kan også skyldes enten en fejldiagnose eller bare følge den spontane %-del af befolkningen, der får det alligevel. Dog bemærkes det at undersøgelser, der går i en længere periode end 10 år (som man kun kan nu), er nødvending inden man kan drage endelige konklusioner.

Jeg blev lidt klogere af at læse sammenfatningen, der kan findes her. Jeg blev måske også lidt roligere i forhold til kræftrisikoen, men jeg ved stadig ikke om jeg skal vælge Locoid eller Protopic. Hælder måske mest til at fortsætte med at bruge Protopic, da jeg ved at den virker (så nogenlunde i hvert fald) og Locoid havde vi ikke så gode resultater med. Jeg er ikke så nervøs for at bruge Protopic på et større område længere og er måske mere betænkelig med Locoid i den forbindelse, da det virker til at den lettere kan gå i blodet/systemet ved brug af en større mængde i en længere periode.

Overordnet set er jeg egentlig bare rigtig ked af, at det overhovedet er nødvendigt at skulle vælge. At min søn skal tværes ind i de her cremer for overhovedet at have en nogenlunde hverdag.

Hvad bruger I..? Og har I selv stået i den situation at skulle vælge selv? 

 

 

 

Læs mere om Elidel og Protopic på Astma-Allergi

 

16 kommentarer til “Jeg er blevet lidt klogere på Protopic og Elidel”

  1. Tusind tak for din sammenfatning.
    Jeg er 45 og har haft eksem “altid”, det er endda blevet meget værre med årene. Har tidligere brugt elocon, men af årsager du allerede har beskrevet, vil jeg prøve at bruge Protopic på hele kroppen. Desværre brænder det meget, så jeg lider i dagene til det går over. Ved på nuværende tidspunkt ikke om det virker med Protopic.
    Ville egentlig blot takke for at du har læst og videregivet info.
    Venligst
    Birgitte

    Svar
    • Mange tak for din søde kommentar, Birgitte!
      Protopic virker til at være forfærdelig smertefuld i den første periode. Jeg håber, at du kan vænne dig til den, og at den hjælper dig!
      Mange hilsner,
      Lene

      Svar
  2. Jeg har siden barndommen jævnligt haft lidt eksem. Som regel ordinerede min læge locoid 0.1% og det fik rødmen til at forsvinde efter få dage og jeg fortsatte behandlingen i et par uger.
    For fire år siden fik jeg rødme i ansigtet og her hjalp locoid ikke i samme stil, så jeg blev henvist til hudlæge som diagnosticerede det til skæleksem. Han sagde locoid ikke hjalp og ordinerede istedet elidel.
    Dette hjalp rigtig godt og gav ingen bivirkninger.
    Jeg fik at vide, jeg ikke måtte benytte elidel, umiddelbart inden sol påvirkning. Måske gør det huden mere følsom overfor UV.
    Nu siger min læge, elidel er udgået og jeg skal kontakte hudlægen for alternativer.
    Nogen der har kendskab til det?
    Mvh Carsten

    Svar
    • Hej 🙂
      Er ny på protopic (i ansigtet), og det er nu sommerferie. Man må ikke være i solen med det, så derfor vil jeg gerne af medicinen. Men jeg kan ikke se noget om halveringstid nogen steder. I følge Bispebjergs hjemmeside kan man godt bruge solcreme (påsmøres to timer efter protopic), men det lyder som om, at det bør være undtagelsesvist. Det er noget bøvl!

      Vil gætte på et par dage, inden man kan gå i solen uden bekymring. Hmm, ville bare formulere noget, som folk måske ikke kender til.

      Kh med-eksemist Marie

      Svar
  3. Jeg har brugt Protopic 0,03% salve i godt og vel 10 år mod kronisk eksem. Det bedste ved Protopic er, at det virker helt ekstremt godt mod min eksem – det fjerner simpelthen eksem fuldstændigt. I starten brugte jeg det dagligt, nu er jeg nede på at bruge det 2 gange om ugen. Jeg har for længst erkendt at min eksem aldrig forsvinder, og da det ikke dækker et særligt stort område har jeg ingen problemer med at smøre mig med Protopic 2 gange om ugen resten af livet, så jeg holder eksemen væk. Hvis jeg glemmer at smøre mig, så kommer eksemen ligeså stille tilbage. Jeg har talt med min hudlæge om at bruge Protopic på kronisk basis som jeg gør, og han sagde, at det ikke er problematisk, og at al snakken om kræft ikke har nogen form for videnskabelig evidens.

    Som de fleste andre, så oplever jeg også at det brænder, varmer og kløer helst ekstremt i et par timer efter man har smurt det på. Selvom det er ubehageligt, så går det væk igen. Og når først du får eksemen til at gå væk, så forsvinder den brændende fornemmelse også.

    Det eneste minus ved Protopic-salve er prisen. Den er desværre tæskedyr, så hvis man kan holde sig til at bruge den 2-3 gange om ugen som mig, så bliver man ikke fattig.

    Svar
  4. Hvis man vil slippe for den brændende fornemmelse ved brug af protopic,skal det bare opbevares i køleskabet,så sker det ikke.

    Svar
  5. Hej

    Jeg bruger dagligt Elidel på øjenlågene og hvis jeg holder en pause på bare et par dage, kommer eksemet igen med voldsom styrke. Det er derfor, at jeg bruger Elidel som forebyggende creme, men også fordi at det grundet bl.a. tynd hud og risikoen for gøøn stær er uhensigtsmæssigt, at bruge hormoncremer i øjenregionen.

    Mange tak for den gode artikel, som jeg har tilladt mig at henvise til på min hjemmeside http://www.eksemfri.dk.

    Du kan læse specifikt om Elidel og hvordan jeg bruger den her: https://eksemfri.dk/behandling-af-eksem/elidel-behandling-af-eksem-uden-hormoner/

    Vh. Poul 🙂

    Svar
    • Kære Poul
      Mange tak for din kommentar og råd ang. Elidel, som jeg håber kan bruges af Atopiker’s læsere også. Og sikke en fin og informativ hjemmeside du har!
      Vh Lene

      Svar
  6. Jeg har fået noget hudlægen vurderer til at være eksem på læberne. Jeg har brugt locoid 0,1% som første behandling. Det virkede og eksemet forsvandt, men ligeså snart jeg ikke har smurt med cremen i et par dage, så kommer det tilbage.

    Hudlægen ordinerede så Protopic 0,1% til mig, som jeg skal bruge 2 gange om dagen. Jeg er nu på 2.-3. dagen, og synes ikke rigtig jeg ser den store virkning, hvor locoid var hurtig til at give en virkning.

    Hvornår oplever I, at Protopic begynder at virke og fjerne jeres eksem?

    Svar
  7. Hej.

    Jeg har været ved hudlæge, som mistænker, at jeg har eksem på læberne. Den første behandling jeg fik var locoid 0,1%, som jeg brugte en gang om dagen i lidt over en uge. Det hjalp og fjernede mit eksem, men et par dage efter endt behandling, så kom det tilbage igen.

    Jeg fik så ordineret Protopic 0,1%, som jeg skal smøre med 2 gange om dagen. Jeg er nu på 2.-3. dagen, og synes ikke det har virker super effektivt indtil videre, hvor locoid virkede hurtigt. Hvad er jeres erfaringer i forhold til, hvor lang tid I har anvendt Protopic før eksemet forsvandt?

    Svar

Skriv en kommentar