Re-post af en artikel fra sidste år.. 

Men som jeg synes godt kan tåle at blive vist igen og minde os om, at eksem ikke bare hører vores tid til.

Atopisk dermatitis blev beskrevet første gang i 1933, men kigger man tilbage i tidligere skrifter, er sygdommen også beskrevet der.

Et af de tidligst kendte medicinske dokumenter, der beskriver dermatologi, er Ebers Papyrus. Den stammer fra 1500 før Kristi fødsel og beskriver midler til at stille kløe af huden.

eksem

Hudlidelser der ligner atopisk dermatitis er også beskrevet tidligt i traditionel kinesisk medicin, hvor eksterne faktorer som vind og varme tilskrives betydning for eksem.

Omkring 400 før Kristi fødsel tilføjede Hippocrates meget til den tidligere forståelse for hudlidelser, ved at beskrive dem som en indre ubalance i legemsvæsker. Senere i år 980-1037 skriver Avicenna, en betydningsfuld persisk læge, filosof og politiker, om flere lidelser og behandlingsformer, der minder om moderne kendskab og behandlingsformer. Han beskriver blandt andet en sammenhæng mellem lange bade og udtørring af huden og at hænderne anbefales en speciel badeprocedure. Præcis som man gør i dag med håndeksem.

Efterfølgende år er der flere skrifter, der beskriver lidelsen og også differentierer mellem de forskellige former afhængigt af udseende. I starten af 1800 tallet bliver ordet eksem brugt første gang. Ordet stammer fra græsk ekzein og betyder at bryde frem eller koge over. Eksemen bliver beskrevet sammen med ”betydelig kløe og irritation, der hos mindre børn ofte påvirker og mindsker søvnen”.  I 1835 introduceres forståelsen af at sygdommen er kronisk og Pierre Rayer skriver:” tilbagefald er observeret at forekomme i næsten alle sygdomme, men aldrig så ofte som for eksem… Jeg har set sygdommen blive god med tilbagefald tolv eller fjorten gange i et tidsrum på et par måneder”.

eksem historie

I det 1900 århundrede introduceredes ordene ”allergi” i 1906 til at beskrive en unormal reaktion til en substans og i 1923 ”atopi” fra det græske atopia, der betyder noget fremmed eller noget der ikke passer ind. I 1933 blev ordet atopisk dermatitis brugt til at beskrive en diffus hudlidelse med eksem og erstattede mange tidligere navne brugt tidligere.

Allerede i 1916 lavede Blackfan hudtests med fødevareproteiner og fandt at folk med eksem i højere grad var følsomme overfor bestemte fødevarer og at restriktioner kunne forbedre eksemen hos disse patienter. I 1960erne opdagede forskere højere niveauer af IgE i blodet fra patienter med atopisk dermatitis og det er også den viden, der bruges ved blodprøver der tages i dag.

Behandling af atopisk dermatitis gennem årene

Langt ind i 1800 tallet var behandlingen baseret på Hippocrates teori om at eksemen skyldtes en uligevægt af kropsvæsker. Man var derfor bange for, at den indre ubalance ville blive forværret, hvis man fjernede eksemen. Denne opfattelse gjorde, at man fokuserede på at behandle eksemen indefra ved blandt andet at spise svovl, arsenik og kviksølv. Andre læger praktiserede blødninger for at patienter kom af med giftige substanser.

bloodletting-photo

Størstedelen af lægerne praktiserende denne form for behandling, der bygger på Hippocrates teori om det indre, men en enkelt bemærkelsværdig undtagelse var den østrigske hudlæge Hebra. Han mente at huden spillede en rolle og behandlede med forskellige sæber, cremer, olier og tjære. I 1952 blev hydrokortison eller hormoncreme rapporteret om første gang til at forbedre eksem.

Hormoncremerne bruger vi jo stadig i dag i stor stil, men kortikosteroidcremer, lysterapi samt systemiske behandlinger er af nyere dato.

Er det ikke lidt vildt så langt beskrivelser af atopisk dermatitis går tilbage?

Der er ingen tvivl om at sygdommen er blevet mere udbredt med årene og det er der forskellige teorier om hvorfor. Forskningen er selvfølgelig også nået længere siden den første beskrivelse af sygdommen. Men i et historisk perspektiv kunne det godt virke til, at der stadig er lang vej inden man helt forstår atopisk dermatitis. Desværre.        

Blev inspireret af denne her nye artikel af blandt andet Peter A. Lio.