Om antibiotikaprovokation og lidt mere om træthed og eksem..

Så trætte her er vi af eksem for tiden..

I fredags var Elias til en provokation med antibiotika (Primcillin) på hospitalet. En tid vi har haft i næsten et år..

Det startede da han var indlagt sidste år i april med en systemisk infektion – noget lægerne mente skyldtes eksemen. Vi har indlagt i 5 dage, hvor Elias fik 4 forskellige slags antibiotika (penicillin) intravenøst. Han fik så mange forskellige fordi han slog ud af dem – med eksem. Måske. Og netop det lille måske gjorde lægerne i tvivl om han måske var allergisk overfor penicillin, hvilket jo heller ikke er så smart, når man har galopperende børneeksem og derved let til infektioner.

Dagen startede kl 9, hvor en sygeplejerske skulle måle og veje ham for at beregne præcis dosis. Han har efterhånden mødt en del mennesker i kitler og har åbenbart ikke den store tillid til, at deres gøgleri ikke munder ud i noget der gør ondt. Så det var ikke med sin gode vilje, at det blev gennemført. Heller ikke samtalen med lægen stod højt på dagens ønskeliste og da han skulle have alt tøjet af, var han presset til det yderste og slog ud på næsten hele kroppen. “Jeg vil sige at han nu har udslæt på 80% af kroppen..” sagde lægen. Ja det var sørme flot, kunne jeg kun tænke, nu bliver det lidt svært at holde øje med en reaktion på antibiotika. Men vi gennemførte dagen..

Men i stedet for at følge en reaktion på antibiotika, kunne jeg i stedet for følge en dreng med udslæt, der langsomt blev pænere jo mere han slappede af efterfølgende.

Da vi endelig måtte gå hjem, rundede vi lige hospitalets kiosk og fik en velfortjent is.

Eksemen blussede op flere gange i weekenden, specielt når han blev træt og nætterne har været slemme. Elocon reddede os, og nu er vi næsten tilbage til hvor vi startede inden i fredags.

D. 29 april skal vi igennem det hele igen – der har jeg dog fået lov til at måle og veje ham hjemmefra..