Opholdet i Avéne fik mig til at glemme alt om, hvor svært det virkelig er at have et eksembarn. På bare tre uger! Og det er jo også det, der går galt når læger giver diagnosen: “det er bare børneeksem – brug fed creme og så vokser de sikkert fra det engang”..

Det kan være svært, for folk der ikke har børneeksem tæt på livet, at forstå hvor hårdt det er at skulle berolige, nusse og klø et grædefærdigt barn til sent om aftenen. Blive vækket ved 2-tiden for der er den gal igen. Og igen ved 4-tiden. Op kl 6, for der tager vi hul på en ny dag. Man bliver desperat, mat, handlingslammet og træt helt ind, hvor man ikke har mærket det før. For et skolebarn, med børneeksem, må det være ulideligt at skulle igennem en dag fra kl 8-15 eller længere, når man ikke har sovet ordentligt.

Jeg ved, at man kan søge om tilskud til tabt arbejdsfortjeneste og jeg kommer muligvis også til det på et tidspunkt. Problemet er bare, at jeg ikke har overskuddet og energien til at bevæge mig igennem et kommunalt system. Og jeg elsker mit arbejde og vil nødig undvære det.

I går aftes og nat var ikke anderledes. Elias faldt til sidst i søvn i mine arme og i dag kæmper jeg mig igennem med kaffe. Tæller minutterne til jeg skal hjem, timerne til det bliver weekend, ugerne til vi kan tage lidt ferie igen og år til han vokser fra det. For er han heldig, vokser han jo allerede fra det ved skolealderen, dvs om tre år..

PicMonkey Collage